Bryd koden for passiv forsørgelse

Vi arver alle noget fra vores far og mor. Vi kan umiddelbart se, hvem vi ligner mest, når det gælder fysiske træk som f.eks. næse, øjne og hårfarve ligesom vi arver kropsbevægelser og sygdomme. Men vi arver også vores forældres uddannelsesniveau, deres kostvaner, sprog og livsstil. Det er baggrunden for, at den ene undersøgelse efter den anden viser, at akademikeres børn ofte går på universitetet, mens børn af forældre på årelang passiv forsørgelse i mange tilfælde selv ender på kontanthjælp.

En stor del af de unge, der i dag modtager kontanthjælp, er såkaldte andengenerationsmodtagere, der har arvet kontanthjælpsmønstret fra deres forældre. Mere præcist har omkring fire ud af ti unge kontanthjælpsmodtagere mellem 18 og 24 år forældre, som også selv har været på kontanthjælp. For indvandrerunge på kontanthjælp drejer det sig om 6 ud af 10, mens den for efterkommere er helt oppe på syv ud af ti. Markante tal som kalder på handling. På flere niveauer.

Det at være på kontanthjælp kan ikke umiddelbart sammenlignes med en alvorlig arvelig lidelse. Omvendt ønsker de fleste af os formentlig for vores børn, at de kan leve et liv uden at være økonomisk afhængige af andre, men at de derimod kan indrette deres tilværelse efter eget valg. Alligevel levede godt 53.000 unge under 30 år (knap 5000 flere end da regeringen kom til i efteråret 2011) sidste år på offentlig forsørgelse. Det er alt, alt for mange, som risikerer at blive efterladt på et sidespor uden at få uddannelse eller job. Derfor skal vi helt anderledes aktivt end tidligere gøre alt for at forhindre, at unge – og for den sags skyld også dem over 30 år – bliver hængende i kontanthjælpssystemet på årelang passiv forsørgelse.

Der er nok at tage fat på. F.eks. er det et kæmpe problem, at det for mange ikke kan betale sig at skifte kontanthjælpen ud med et arbejde. Derfor skal vi som minimum sikre, at det altid kan betale sig at arbejde eller uddanne sig. Det er baggrunden for, at Det Konservative Folkeparti vil genindføre en mekanisme som kontanthjælpsloftet, hvilket skal sikre, at man samlet set ikke får mere af at være på kontanthjælp end at gå på arbejde. Denne mekanisme skal sikre, at der er en forskel på minimum 2000 kr. om måneden mellem det at gå på arbejde og være i passiv forsørgelse. På den måde kan vi sikre os, at det skal bedre kan betale sig at tage et arbejde. Samtidig har vi et fast fokus på dem, der er længst væk fra arbejdsmarkedet. Der skal vi sikre alt den hjælp, der er brug for – indsatsen skal være håndholdt, så den udsatte borger ikke skal som mange gange i dag løbe spidsrod mellem skrankerne i kommunerne.

For unge under 30 år uden andre problemer end at de ikke har et arbejde, skal kontanthjælpen ned på SU-niveau, så ingen af økonomiske årsager holder igen med at komme i gang med en uddannelse. Det viser sig, at ni ud af ti kontanthjælpsmodtagere under 30 år ikke har en kompetencegivende uddannelse. Faktisk har 75 procent af de unge kontanthjælpsmodtagere under 30 år kun folkeskolens afgangsprøve. Det er baggrunden for, at vi vil gøre alt for at få de unge i uddannelse.

Det sidste punkt jeg vil fremhæve her er sanktioner. Der skal slås hårdt ned, hvis en kontanthjælpsmodtager uden rimelig grund siger nej til et arbejde eller siger op på et nyt arbejde uden at der er en rimelig grund. Det er baggrunden for, at vi foreslår, at kontanthjælpen bliver skåret med 30 procent, hvis man siger op eller siger nej, fordi man ikke ”gider” at arbejde på f.eks. McDonald’s. Med andre ord skal en reform af kontanthjælpen være gennemsyret af princippet om ”ret og pligt” – og ikke mindst handling, når også de sociale advarselslamper om negativ social arv er tændt. Det skylder vi de kommende generationer.