Stop angrebet på frivilligheden

Sommerferien er højsæson for frivilligt arbejde. Ungdommens Røde Kors’ og Mødrehjælpens ferielejre for udsatte børn og sommerens festivaler er blot få eksempler, hvor mange frivilligt sætter en uge eller to af deres ferie af til for at hjælpe andre og deltage i et fællesskab. Og heldigvis er der rigtige mange, som også resten af året tager en tørn – helt frivilligt. Godt 43 % af den danske befolkning udøver en eller anden form for frivilligt indsats. Det kan vi være stolte af – især fordi politikerne desværre ikke altid gør det lige nemt at give lidt tilbage til samfundet. Derfor er det også brandærgerligt, at fagbevægelsen nu prøver at sidestille en frivillig indsats med almindeligt arbejde. Blandt andet ved at kritisere festivalernes brug af frivillige til at indsamle skrald, servere kolde fadøl og ristede pølser samt passe på gæsterne og hinanden på sommerens mange festivaler.

Fagbevægelsen må ikke ødelægge frivilligheden. Det storslåede ved det at yde en frivillig indsats er nemlig, at både modtager og afsender får så ufattelig meget ud af det. Frivilligt arbejde kan og skal ikke sidestilles med arbejde. Det er ellers det, fagbevægelsen prøver. Roskilde Festival og andre festivaler bliver nemlig i øjeblikket hetzet for at ”betale” deres frivillige en lav løn. Formanden for HK Ungdom Dan Larsen, går faktisk så langt som at udtale, at ”Det nærmer sig næsten gratis arbejdskraft, og det er jo ikke pointen med at levere et stykke arbejde”. Jamen, der er jo tale om frivilligt arbejde.

I øvrigt undrer jeg mig over fagbevægelsens angreb. For på HKs hjemmeside ligger der et jobopslag med følgende titel ” HK Handel Ungdom søger frivillige netværkskoordinatorer”. Et af Dan Larsens egne medlemmer beskriver, hvorfor frivilligt arbejde er så vigtigt ved at skrive: ”Samtidig er alle i HK Ungdom frivillige, og derfor er humøret også højere, hvilket gør det meget sjovere!”. Det kan næsten ikke siges klarere. Så HK Ungdom: Hvis I må, hvorfor må vi andre ikke?